Britisk konservativ inviterer Messerschmidt ind i varmen

admin

10 år siden

|

23/05/2014

Dagens topnyheder

Morten Messerschmidt, der er spidskandidat for Dansk Folkeparti til EU-parlamentsvalget, er en "pålidelig" og "respektabel" politiker, lyder det fra den konservative britiske EU-parlamentariker Daniel Hannan.

Dermed åbner han op for, at Messerschmidt kan blive medlem af De Europæiske Konservative og Reformister (ECR), som ellers afviste danskeren i 2009 under det seneste valg til EU-Parlamentet, skriver Berlingske.

- Morten Messerschmidt er en meget hårdtarbejdende og imponerende parlamentariker. Et bredt udsnit af politikerne i ECR-gruppen har et godt forhold til ham som en pålidelig kollega.

- Og min opfattelse er, at hans syn på EU stemmer bedre overens med vores, end det er tilfældet for noget andet dansk parti, siger Daniel Hannan, der fredag besøger Dansk Folkeparti i Danmark, til Berlingske.

I 2009 kunne Messerschmidt ikke blive medlem af gruppen, hvilket ifølge Hannan skyldtes "forsigtighed".

DF'eren var belastet af en rascismedom fra 2002, hvor han sammen med nogle medlemmer af Dansk Folkeparti Ungdom havde indrykket en annonce med budskabet om, at et multietnisk samfund blandt andet ville føre til massevoldtægter, grov vold og tvangsægteskaber.

I øjeblikket sidder Morten Messerschmidt i den kontroversielle EFD-gruppe (Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati), hvis indflydelse ifølge iagttagere er stærkt begrænset.

Morten Messerschmidt vil dog ikke lægge sig endelig fast på, hvilken gruppe han søger medlemskab af.

- Jeg er meget glad for den invitation og imødekommenhed, som Daniel Hannan på vegne af sin gruppe viser her, og det tegner rigtig lyst i forhold til gruppeforhandlingerne efter valget, siger Messerschmidt til avisen.

Formand for EU-Parlamentet, den tyske socialdemokrat Martin Schulz, har tidligere kaldt Daniel Hannan for en "totalt isoleret højreekstremist", der "ikke taler på vegne af Europas konservative".

/ritzau/