Kritikken har haglet ned over de mange kampe, der fremover skal spilles i Champions League.
Dansk Håndbold Forbunds sportschef Ulrik Wilbek mener, at det er forkert, at det europæiske håndboldforbund EHF øger antallet af kampe i Champions League, så holdene fra 2015-sæsonen skal spille 14 gruppekampe i efterårssæsonen.
Landsholdsspilleren Hans Lindberg, som i forvejen spiller mange kampe for HSV Handball hver sæson, mener, at de mange kampe medfører flere skader og bør skæres ned.
Der er også andre holdninger i debatten. Den kommende cheftræner i Bjerringbro-Silkeborg, Peter Bredsdorff-Larsen, kan sagtens se det fra klubbernes side.
- Man kan se på det på mange måder - både sportsligt og økonomisk. Og sporten skal udbredes. Hvorfor er det, at vi en tredjedel af året - om sommeren - ikke spiller håndbold?
- Og hvorfor skal vi spille måske 15 træningskampe? Det kunne vi lade være med - og i stedet spille nogle flere fine turneringskampe. Så kunne vi få flere kampe med kommerciel gyldighed, siger Peter Bredsdorff-Larsen.
Sæsonen i Herre Håndbold Ligaen holder pause i næsten tre måneder, og det kan måske være et af de steder, man kan lave om på strukturen, mener den kommende BSV-træner.
- Vi har en interesse i at bære brænde til de økonomiske muligheder, og det gør vi ved at spille flere interessante kampe. Det er simplificeret at sige, at vi spiller for mange kampe, mener Peter Bredsdorff-Larsen.
/ritzau/