Der hviler et stort pres på de brasilianske spilleres skuldre, når de torsdag indleder VM-slutrunden i fodbold på hjemmebane.
FC Barcelona-backen Dani Alves mener, at VM-værten skal sende et stærkt signal til konkurrenterne allerede i åbningskampen mod Kroatien.
- Sandhedens time begynder nu, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Det handler ikke kun om de tre point, det handler om at sende en besked til rivalerne senere i turneringen.
- Jeg mener, at den første kamp er den vigtigste kamp ved VM, sammen med finalen, siger Dani Alves.
Brasilien er storfavorit til at vinde gruppe A, der foruden Kroatien også tæller Mexico og Cameroun. De to bedste hold fra gruppen går videre.
I 1/8-finalerne kan brasilianerne dog komme til at støde på en meget svær modstander.
Gruppe A bliver nemlig parret med de bedste hold fra gruppe B, der har deltagelse af nummer et og to ved det seneste VM, Spanien og Holland, samt Chile og Australien.
Dani Alves ser uanset hvad Brasilien som favorit til at vinde slutrunden på hjemmebane.
- Fordi vi spiller på hjemmebane. Jeg er sikker på, at folk vil være på vores side. Det vil bekræfte, at Brasilien er favorit, siger han.
/ritzau/