Brasiliansk VM-angriber: Jeg vil ikke love mål

admin

10 år siden

|

10/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når det brasilianske fodboldlandshold torsdag spiller åbningskamp ved VM på hjemmebane mod Kroatien, er det formentlig med Fred som frontangriber flankeret af Neymar og Hulk.

Fred vil dog ikke love mål fra sig selv, hvilket han ellers gjorde for et år siden i forbindelse med mini-VM, Confederations Cup, i Brasilien. Dengang lovede han fem mål i fem kampe.

- Da jeg spillede to kampe uden at score, tog I (pressen, red.) nærmest livet af mig. Jeg kommer til at ændre taktik. Jeg kommer ikke til at sige noget, så jeg kan komme til at score, siger Fred ifølge Reuters.

Den nuværende Fluminense-spiller, der har en fortid i franske Lyon, var dog ikke helt anonym, da Brasilien vandt Confederations Cup sidste år. Han scorede blandt andet to mål i 3-0-finalesejren over Spanien.

- Vores landstræner kræver, at jeg tager mindre ansvar i forhold til kun at score mål, mål og mål. Han har bedt mig om at være mere bevægelig og skabe plads til Neymar og Hulk. Jeg skal trække modstanderens forsvarsspillere ud af position, så de kan score, og det er det, jeg har arbejdet på.

- Mit mål er selv at score, men hvis jeg ikke gør, handler det om at vinde kampe og trofæer, siger Fred.

/ritzau/