Kaffemarkerne i Brasilien ligger tørre hen og venter kun på én ting: Regn. Men vejrudsigterne spår mere tørke de næste uger, og det har fået verdensmarkedsprisen på kaffe til at stige.
- Den historisk kraftige tørke i Brasilien, der er verdens største producent af kaffebønner, har naturligvis en effekt på vores forretning, siger landechef i Nestlé Danmark, Søren Rye, i en pressemeddelelse.
Samtidig advarer Den Internationale Kaffeorganisation forbrugere om, at tørken i Brasilien kan påvirke kaffepriserne de kommende år.
Prisen på kaffebønner ligger ifølge den britiske avis The Guardian på det højeste niveau i over to år. Prisen på Arabica-bønner, som er den mest populære kaffebønne, steg i sidste uge med 20 procent.
- Det er svært at vurdere omfanget af skaderne fra tørken og den høje varme, før kaffebønnerne bliver høstet. Men det kan blive værre end i 1975, udtaler den Internationale Kaffeorganisation ifølge The Guardian.
I 1975 blev 70 procent af Brasiliens kaffebønner ødelagt før høsten af en voldsom tørke.
Eksperter forventer, at den globale efterspørgsel vil ligge på 146 millioner sække, og det vil angiveligt overgå udbuddet med syv millioner sække. Den Internationale Kaffeorganisation advarer om, at prisen kan stige til tre dollar per pund.
Brasilien leverer en tredjedel af al kaffe i verden, og det gør landet til verdens største kaffeproducent.
/ritzau/