Borgmester vil ikke blande sig i terror-begravelse

Janni Hansen

9 år siden

|

18/02/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når manden bag weekendens attentat på Østerbro og mod den jødiske synagoge i Krystalgade, Omar Abdel Hamid El-Hussein skal begraves, bliver det ikke på et hemmeligt sted, som det skete med de to dræbte terrorister fra Charlie Hebdo-attentatet.

Den 22-årige mand skal højst sansynligt begraves på en muslimsk begravelsesplads i Brøndby Kommune. Det skriver Politiko.

Dermed står kommunens borgmester, Ib Terp (S), i det samme dilemma som de franske borgmestre, der tilbage i januar sørgede for, at de to Kouachi-brødre, attentatmændene bag angrebet mod satirebladet Charlie Hebdo, blev begravet på hemmelige steder.

Læs også: Død attentatmand får muslimsk begravelse i Brøndby

Ib Terp forventer dog ikke, at man fra Brøndby Kommunes side vil følge det franske eksempel.

- Jeg er ret sikker på, at lovgivningen slet ikke tillader, at man blander sig i det. Den muslimske gravplads her i byen er et privat sted,« siger han til Politiko.

Tanken om, at begravelsesstedet risikerer at blive til et valfartssted for ekstremister huer ikke EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidt (DF), der har opfordret de danske myndigheder til at sørge for et hemmeligt gravsted til den dræbte formodede terrorist.

Alligevel vil borgmester Ib Terp ikke blande sig i begravelsen.

- Jeg tror ikke, man skal give ham det martyrium. Det ville være kedeligt, siger Ib Terp. Han havde dog helst været sagen foruden.

- Det havde selvfølgelig været rarest, hvis han skulle begraves et andet sted. Men jeg håber og tror på, at hans gravplads ikke bliver noget valfartssted for rabiate kræfter, siger Ib Terp.