Bookmaker: Olsen er færdig som landstræner

Michael Lauritsen

11 år siden

|

14/10/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmark viste gode takter mod Italien, og flere landsholdspillere har opfordret DBU til at forlænge med Morten Olsen som landstræner. Men Olsen står i spidsen for landsholdet for sidste gang, når holdet tirsdag møder Malta.

Det vurderer bookmakeren NordicBet.

- Der er ingen tvivl om, at Morten Olsen er ekstrem populær blandt de fleste landsholdsspillere og har været en uvurderlig kapacitet for dansk fodbold gennem mange år som både spiller og træner. Selv om landsholdet i fredags spillede en god kamp mod et motivationsforladt italiensk hold, og der bestemt er potentiale i de mange nye talenter, så kan det ikke overskygge, at landsholdet specielt de seneste par år har set ganske slidt og idéforladt ud, siger NordicBets oddssætter Tonni Munk Jensen.

Går Morten Olsen efter Malta-kampen, regner NordicBet med en dansk afløser. Og der står efter al sandsynlighed allerede en klar i kulissen. 

- DBU har med god grund været glad for det tætte samarbejde med Morten Olsen og har flere gange nævnt, at man foretrækker endnu en dansk træner som efterfølger. Selv om kandidaterne ikke ligefrem står i kø, kan trænere som Morten Wieghorst eller Kasper Hjulmand nok godt overtales til en periode i nationens ypperste trænersæde, siger det fra Tonni Munk Jensen.

Der er odds 1,65 på, at Malta-kampen bliver et sidste punktum for Olsens 13 år lange tjans i spidsen for Danmark, mens pengene betales 2,10 gange igen, hvis han fortsætter efter nytår.