Bomberamt restaurant i Kabul er et åndehul for udsendte

admin

10 år siden

|

18/01/2014

Dagens topnyheder

Den restaurant i Afghanistan, hvor en dansk kvinde og 20 andre fredag blev dræbt under et bombeangreb, bruges typisk af udsendte vesterlændinge som et åndehul i en hverdag, hvor de af sikkerhedshensyn ellers lever meget isoleret fra omverdenen.

Det fortæller generalsekretær for Røde Kors i Danmark, Anders Ladekarl, der selv flere gange har besøgt det sikkerhedsgodkendte spisested i hovedstaden Kabul.

- Restauranten benyttes til at komme ud at trække vejret engang imellem fra de her totalt indelukkede områder, man ellers befinder sig i, siger han.

- Livet i Kabul - specielt for ambassade- og FN-ansatte - leves buret helt inde. Folk opholder sig stort set hele dagen inde i ambassader og kontorer, som er fuldstændig skærmet af fra omverdenen med tykke mure og alle mulige former for sikkerhed.

Anders Ladekarl besøgte senest Taverna du Liban, som restauranten hedder, for omkring et halvt år siden og har været der et par gange. Restauranten ligger i et af Kabuls velhaverkvarterer og i nærheden af blandt andet den danske ambassade i byen.

- Der er rigtig mange udlændinge, som mødes der.

- Det er et relativt diskret sted, hvor man kommer igennem en sluse, hvor man bliver tjekket i en metaldetektor. Udefra er der bare et lillebitte skilt om, at det er en restaurant. Hvis man ikke kender den i forvejen, ved man ikke, den er der, siger Anders Ladekarl.

Han kalder det "ubærligt", at 21 personer mistede livet ved angrebet.

- I Afghanistan risikerer man nogle gange at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men man skal jo også kunne leve livet.

Den omkomne danske kvinde arbejdede for EU's politimission i Afghanistan. Hun blev 34 år.

/ritzau/