Bombemand i Bruxelles var udstyret med bombeattrap

admin

439 uger siden

|

21/06/2016

Dagens topnyheder

Belgisk politi slog tirsdag morgen alarm om en mulig bombe i indkøbscenteret City 2 i Bruxelles, og en mand blev anholdt.

Men få timer efter blev det oplyst, at der var fundet en bombeattrap på den anholdte. Det var en vest uden sprængstoffer, oplyser anklagemyndigheden ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Ingen bomber er hidtil fundet. Selvmordsvesten var falsk, hedder det fra anklagerens kontor.

Premierminister Charles Michel havde efter de første meldinger tirsdag morgen besluttet at indkalde regeringens sikkerhedsråd, oplyste flere medier.

Politiet gik i aktion klokken cirka 05.30, efter der fremkom oplysninger om, at en mand opførte sig mistænkeligt nær City 2, der ligger i centrum af Bruxelles. Kort efter blev manden anholdt

Ifølge politiet havde han selv ringet til politiets vagtcentral og antydet, at han var udstyret med et bombebælte.

Hele området omkring butikscenteret er afspærret.

Episoden kommer kun få dage efter, at de belgiske myndigheder sigtede tre mænd for "forsøg på terrormord". De blev anholdt under en razzia i adskillige boliger i Bruxelles efter forlydender om, at der fra den belgiske hovedstad blev planlagt angreb mod europamesterskaberne i fodbold i Frankrig.

Området, hvor ransagningerne foregik, er det samme, hvorfra jihadister i november sidste år planlagde et omfattende terrorangreb mod den franske hovedstad, Paris, som kostede 130 mennesker livet.

Belgien er det land i EU, der i forhold til indbyggertal har bidraget med det højeste antal islamistiske krigere i Syrien og Irak.

/ritzau/