Når KIF Kolding København fredag spiller om DM-guldet på hjemmebane mod Aalborg, er det samtidig Joachim Boldsens sidste kamp på topplan.
Den mangeårige landsholdsprofil er afklaret med at stoppe og finder tidspunktet det helt rette.
- Det er noget, som jeg har set frem til. Jeg skal starte et nyt kapitel i mit liv, og det betyder en masse nye udfordringer, som jeg ser meget frem til. Jeg kommer med garanti til at savne det aktive spillerliv, men tidspunktet for at stoppe er det rette, siger Joachim Boldsen.
Han har været hårdt skadesplaget gennem de seneste sæsoner, så det er ikke mindst kroppen, der har sagt stop for mere håndbold på topplan.
- Det er i hvert fald ikke blevet lettere at komme op af sengen med årene. Det tager utrolig hårdt på kroppen, at dyrke elitesport så mange år i træk, og jeg tror, min krop er meget taknemmelig for, at jeg stopper nu.
Boldsen slipper dog ikke sporten helt efter sæsonen. I første omgang bliver han en del af Viasats sportsredaktion.
- Det ser jeg meget frem til. Jeg har af naturlige årsager en masser erfaring fra det aktive spillerliv, som jeg håber, jeg kan trække på, lyder det fra Boldsen.
Først kan han dog sikre sig karrierens sidste sæt guldmedaljer med KIF Kolding København. Inden returkampen mod Aalborg på hjemmebane fører holdet 23-18.
/ritzau/