Det er en stor beslutning at udskrive antidepressiver til børn og unge. Det kræver en ordentlig, saglig og sikker diagnose på baggrund af en faglig, kvalificeret udredning.
Sådan lyder det fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, som mener, det er problematisk, at praktiserende læger udskriver antidepressiv medicin til børn og unge.
- Det er så vigtigt, at børnene bliver ordentligt udredt, inden de får medicin, og at de bliver fulgt i børne- og ungdomspsykiatrien.
- Ellers kan de få bivirkninger, og så kan de risikere at blive behandlet for noget, der egentlig er en bivirkning, siger næstformand Hanne Børner.
Et internationalt studie fra Syddansk Universitet viser, at Danmark topper listen af forbruget af antidepressive lægemidler blandt børn og unge i alderen 0 til 19 år i fem vestlige lande. Blandt andet Storbritannien og USA.
Fra 2007 til 2012 er antallet af danske børn og unge, der får udskrevet antidepressiv medicin, steget med 60 procent. De fleste recepter på antidepressiv medicin til børn udskrives af praktiserende læger.
Og det er dybt uheldigt, mener Hanne Børner. For praktiserende læger skal ikke udskrive antidepressiv medicin til børn og unge.
De skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, som lyder, at der som hovedregel kun må ordineres den slags medicin til børn og unge, hvis der har været en børnepsykiater ind over.
- Vi har udredningsret i psykiatrien, så hvis man som praktiserende læge sidder med bekymrede forældre, så skal man henvise til børne- og ungdomspsykiatrien.
- Og hvis det viser sig at være depression, så vil man i børne- og ungdomspsykiatrien prioritere og visitere, så barnet hurtigt kommer til, siger hun.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har meldt ud, at hun nu vil nu bede Sundhedsdatastyrelsen kigge nærmere på tallene, og se på om der er noget, der kan forbedres fra ministeriets side.
/ritzau/