En fjer bliver hurtigt til fem høns. Det erfarer politiet, efter det har kunnet konstatere, at der i øjeblikket cirkulerer rygter på sociale medier og i pressen om, at børn i Sønderjylland forsøges lokket ind i en rød bil.
Rygterne har angiveligt skræmt mange, oplyser Syd - og Sønderjyllands Politi.
Det hele begyndte, da lokalpolitiet i Haderslev for nogle uger siden behandlede en anmeldelse fra en dreng om, at han var blevet kontaktet af en voksen mand i en rød bil.
Politiet kunne dog ikke få hændelsen verificeret eller i det hele taget komme videre i sagen, lyder det.
Derfor betragtes det som en and.
- Det er selvfølgelig vigtigt, at børn ved, hvordan de skal reagere, hvis fremmede forsøger at få dem med ind i en bil eller med et andet sted hen og tilbyder slik, film eller at få lov at se kæledyr, siger lederen af politikredsens kriminalpræventive sekretariat, Christian Østergård.
Han slår dog fast, at man skal passe på med at skabe unødig panik.
- Men på den anden side er det også vigtigt ikke at gøre børnene unødigt bange og bekymrede, forklarer han.
Politikommissær Jens-Peter Rudbeck fra lokalpolitiet i Haderslev slår fast, at det er vigtigt, at de voksne først og fremmest undersøger, hvad der er fakta i de mange historier.
Hvis børn er blevet kontaktet, skal man lade beskeden tilgå politiet direkte og lade ikke historien vandre rundt, lyder opfordringen.
Hvis, der så har været hændelser, der har gjort børn bange eller utrygge, har politiet brug for at få konkrete oplysninger som farve på bilen, en beskrivelse af føreren og måske også registreringsnummeret.