Børnehaven får ladcyklen og bålpladsen fra en sponsor

admin

447 uger siden

|

28/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hver tredje vuggestue og børnehave har søgt eller overvejer at søge sponsorater, viser en rundspørge foretaget af BUPL's fagblad Børn&Unge.

På den måde kan børneinstitutionerne få en ny rutschebane, en ladcykel eller en pengegave af virksomheder eller fonde. Nogle gange med en aftale om reklameskilte eller positiv omtale til gengæld.

Men pædagogernes fagforening, BUPL, frygter, at kommunerne vil spare yderligere på børneområdet, hvis institutionerne begynder at få økonomien til at hænge sammen med hjælp fra sponsorer:

- Vores skrækscenarie er, at politikerne begynder at spekulere i sponsorater, siger Lasse Bjerg Jørgensen, hovedkasserer og medlem af forretningsudvalget i BUPL, og fortsætter:

- Vi frygter, at man i en kommunal velfærdsøkonomi, der er presset af nedskæringer overalt i den offentlige sektor for at sikre plads til skattelettelser, i kommunerne begynder at indregne, hvad man kan få af sponsorater - og så er vi ude på en rigtig stor glidebane.

Professor Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet deler ikke bekymringen.

- Hvis vi taler om småbeløb, og der ikke er knyttet væsentlige betingelser til, så kan jeg ikke se, at der er problemer i det, siger kommunalforskeren.

I børnehaven Grønnegården i Esbjerg har Sydbank givet 10.000 kroner til nye legehuse, Matas Miljøfond har givet nye træer og buske for 1.500 kroner, og Friluftsrådet har givet 15.000 til bålpladsen.

Det er dagtilbudsloven og markedsføringsloven, der sætter rammerne for reklamer og sponsorater i dagtilbuddene. Den enkelte kommune bestemmer derefter, om kommunens institutioner må tage imod tilbud om sponsorater.

Mens det i Holstebro kommune er op til institutionerne selv at bestemme, om de vil tage imod sponsorater, har Ballerup kommune vedtaget principper for reklamer og sponsorater, der skal beskytte børn og unge.

- Børn og unge er letpåvirkelige, og vi har valgt at skærme dem bedst muligt, siger Ballerups kommunaldirektør, Eik Møller, til fagbladet Børn&Unge.

/ritzau/