Bjørn og Olesen rasler ned i Tyrkiet

admin

11 år siden

|

08/11/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Golfspillerne Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen faldt noget tilbage, da de fredag spillede anden runde ved Turkish Airlines Open i Antalya.

Thomas Bjørn var en af tre spillere, der brugte 64 slag i første runde, men i anden runde gik det mindre godt.

Den 42-årige dansker brugte 72 slag på runden, og han faldt dermed fra en delt førsteplads til en delt niendeplads.

Thomas Bjørn, der i øvrigt først færdigspillede første runde tidligt fredag på grund af forsinkelse torsdag, har brugt 136 slag.

Det er fire slag flere end den førende kvartet, der består af Justin Walters (Sydafrika), Ian Poulter (England), Henrik Stenson (Sverige) og Victor Dubuisson (Frankrig).

De bliver skygget af verdensstjernen Tiger Woods, som er et slag efter oven på en fabelagtig anden runde i 63 slag.

23-årige Thorbjørn Olesen gik ligesom Thomas Bjørn anden runde i 72 slag, så han samlet har brugt 138 slag.

Dermed faldt han 20 pladser ned til en delt 25.-plads.

Længere nede i feltet ligger de øvrige danskere.

Joachim B. Hansen har brugt 143 slag, Morten Ørum Madsen er noteret for 144 slag, mens Søren Kjeldsen har brugt 146 slag.

/ritzau/