Golftalentet Lucas Bjerregaard må fortsat spejde langt efter Martin Kaymer ved major-turneringen US Open.
Danmarks eneste deltager gik lørdagens runde i 72 slag - to over banens par.
22-årige Bjerregaard kunne skrive en enkelt birdie samt tre bogeys på sit scorekort, da lørdagens arbejde var overstået. Nordjyden lander dermed på en delt 23.-plads efter tredje runde.
Den førende tysker Martin Kaymer ligger otte slag under par. Kaymer, som satte US Open-rekord ved kun at bruge 130 slag på de to første runder, har lagt sig solidt i spidsen for turneringen, men lørdag var hans dårligste dag.
Tyskeren lavede hele fem bogeys og gik runden i 72 slag - to slag over banens par.
På andenpladsen ligger de to amerikanere Rickie Fowler og Erik Compton. De gik begge lørdagens runde i 67 slag, hvilket er tre slag under banens par.
/ritzau/