Billeder: Bølger i verdensklasse i Den Dominikanske Republik

Elo Christoffersen

11 år siden

|

05/10/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Er du hoppet med på surfing-bølgen, så skal du rette blikket mod Den Dominikanske Republiks nordkyst. I Cabarete kæmper de professionelle på lige fod med turister om at fange de bedste bølger, og dem er der nok af.

Af samme årsag afholdes der hvert år flere store internationale konkurrencer for surfere og windsurfere, hvor man har muligheden for at se verdens bedste surfere ride på bølger, der kunne give de fleste højdeskræk.

Vindforhold i verdensklasse i Cabarete

På den nordlige kyst mellem Puerto Plata, Playa Grande og Río San Juan er betingelserne og vindforholdene optimale for surfing, og derfor har kysten opnået et renomme som en af verdens bedste strande til aktiviteter på vandet. Cabarete er kendt over hele verden som et mekka for vandsport, og derfor har surfere og windsurfere strømmet til nordkysten i mere end 30 år.

Læs også: Golf i sydens varme

De formidable vindforhold i Cabarete kommer fra passatvinden, som er et vindmønster i denne nordlige del af Caribien, som sikrer de perfekte bølger til alle slags surfing. Kombinationen af passatvinden og det, at der ikke findes rev i Cabarete, er med til at gøre kysten til et sandt mekka for alle, der elsker vandsport.

I Cabarete kan man blive undervist fra dag til dag, men man kan også vælge at stemple ind i en Surfing Camp, hvor man i en periode kan leve og bo som øens indfødte surfere. Her får man intensiv undervisning, indtil man er klar til at stå på eget bræt og spotte de bedste bølger.

Konkurrencer for alle

Har man i forvejen styr på balancen og gerne vil udfordres, så byder nordkysten mellem Puerto Plata, Playa Grande og Río San Juan på strande, hvor bølgerne kan strække sig til op til fire meters højde, og adrenalinen kan få frit løb.

For surfere, der trænger til at få aktiveret konkurrencegenet, afholdes der hvert år flere forskellige surf-turneringer – både for erfarne udøvere, nybegyndere og børn – bl.a. ”Caberete Classic” hvert år i juli. Cabarete er også vært ved ”Cabarete Race Week”, som er en international windsurfing-konkurrence i juni, hvor vandhunde konkurrerer på den verdensberømte strand og forvandler den til en livlig strandfest.

Senere på året – nærmere betegnet den 1. november – afvikles den prominente ”Masters Surf Reunion”.

Læs også: Singler på ferie leder efter deres livs kærlighed

Her har du muligheden for at se nogle af verdens bedste surfere helt tæt på, mens du selv får muligheden for at gøre dem kunsten efter.

Inden surfing-eliten slippes løs, er der Pauhanas Surf Kid Contest den 12. oktober, hvor de yngste har muligheden for at imponere med deres balanceevne på vandet.

Se billederne nedenunder...