Den skandaleramte skuespiller Bill Cosby har tilsyneladende endnu ikke ramt bunden. Sagen om Cosby og hans omgang med damer og bedøvende stoffer raser videre, og nu kan ikke engang hans penge bruges.
"The Cosby Show"-stjernen og hans kone Camille Cosby har ellers støttet det prestigefulde afroamerikanske universitet Spelman College, men nu vil universitet ikke længere røre skuespillerens penge, skriver amerikanske TMZ.
Der er tale om professoratet "The William and Camille Olivia Hanks Cosby Endowed Professorship", som Cosbys velgørenhedspenge har holdt kørende, men som nu vil blive nedlagt, lyder udmeldingen fra universitet ifølge underholdningssiden.
Kvindeuniversitet Spelman College ønsker ikke længere at blive associeret med den skandaleombruste 78-årige skuespiller. Pengene vil i stedet blive returneret til Cosby-parret. Spelman College er et kunstuniversitet, som ligger i Atlanta i delstaten Georgia.
Bill Cosby er blevet anklaget af over 30 kvinder for seksuel chikane, men han er ikke dømt for noget.
Seneste nyt i sagen er dog, at højesteret har givet tilladelse til at søgsmålet fra en kvinde, som anklager skuespilleren for at have voldtaget hende som 15-årig i Playboy Mansion tilbage i 1974, kan behandles.
/ritzau/FOKUS