En indsamling til fordel for de mennesker, der er idømt bødestraffe for menneskesmugling, er siden fredag aften skudt i vejret. Over 132.000 kroner er skrabet sammen indtil videre, fordi hundredvis af danskere har givet både små og store beløb.
Alt fra en flad 50'er til 1000 kroner er blevet skænket projektet, der opstod i protest, mod at Lisbeth Zornig og hendes mand, Mikael Rauno Lindholm, blev idømt en bødestraf på 22.500 hver for menneskesmugling.
Manden bag initiativet er jazzmusikeren Benjamin Koppel, der kalder dommen mod Lisbeth Zornig for en kriminalisering af almindelig anstændighed.
- Det viser, (red. donationerne) at der er rigtig mange mennesker, der også synes at medmenneskelighed, empati og uegennyttighed stadig skal være en del af samfundets byggesten.
- Alle pengene går til at hjælpe de, der enten allerede er eller må blive idømt bødestraf i denne sammenhæng, skrev han på Facebook ved lanceringen af indsamlingen.
Dommen faldt over Lisbeth Zornig og Mikael Rauno Lindholm fredag eftermiddag, fordi de i september måned fragtede en syrisk flygtningefamilie fra Rødbyhavn til Kastrup.
Samtidig blev en 70-årig pensionist fra Lolland dømt for menneskesmugling, da hun i samme periode kørte seks syrere fra Rødbyhavn til Malmø. Retten vurderede, at hun skal betale 12.500 for sin lovovertrædelse.
/ritzau/