Benfica tager på titelrov i Torino

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Én titel redder sæsonen for de fleste klubber. Markant færre klubber tør drømme om to titler i samme sæson, som danske AaB gør det i disse dage forud for torsdagens pokalfinale.

Tre titler i samme sæson er noget, kun få klubber oplever, og fire titler virker næsten uhørt.

Ikke desto mindre er det målet for portugisiske Benfica, der har hentet to titler i denne sæson og jagter to mere.

Mesterskabet er sikret med en overbevisende margin til Sporting, og også liga cuppen er i hus. Onsdag aften gælder det Europa League-finalen mod Sevilla, inden den portugisiske pokalfinale mod Rio Ave venter på søndag.

- De triumfer og titler, vi allerede har hentet, motiverer os. Vi skriver historie, men vi er fortsat på jagt efter to titler, og vi tror på, vi henter dem. Spillerne og jeg ønsker titler på vores cv, siger Benfica-træner Jorge Jesus til goal.com.

- Vi arbejder for det hver dag, og Europa League-titlen er et mål, vi ønsker at nå, fortsætter han.

Finalen spilles i Torino, og Benfica-spillerne har gode og friske minder fra den italienske fodboldby.

Det var netop i Torino, Benfica for et par uger siden sikrede sig en plads i finalen, da portugiserne spillede 0-0 mod Juventus og dermed avancerede via 2-1-sejren hjemme i det første semifinaleopgør.

Dermed gik Juventus glip af en finale på hjemmebane, og Benfica sikrede sig den perfekte mulighed for at få revanche for sidste års finale i samme turnering, hvor det endte med et 1-2-nederlag til Chelsea i Amsterdam.

I Sevilla drømmer man også om sejren onsdag aften. Spanierne har bevist indtil nu, at de er stærke mentalt og kæmper til sidste sekund. Både i 1/8-, kvart- og semifinalen har Sevilla haft ryggen mod muren - og alligevel vundet til sidst.

Senest i semifinalen mod Valencia, hvor Sevilla var på vej ud i mørket. Efter en 2-0-sejr i det første opgør var Sevilla bagud 0-3, da uret rundede 90 minutter. Men fire minutter inde i overtiden fik Sevilla scoret til 1-3 - og blev dermed finaleklar på reglen om udebanemål.

- Det viser den indstilling, vi har. Vi yder altid vores maksimale. Jeg synes, vi fortjener at være i finalen, siger kaptajn Ivan Rakitic.

Han understreger, at finalen skal vindes, hvis Sevillas flotte sæson i Europa League skal huskes.

- Du skal spille finalen og vinde den, det gør forskellen. Det er finalen, man husker, siger Rakitic.

Finalen begynder klokken 20.45.

/ritzau/