De kinesiske myndigheder holder de centrale dele af Beijing i et jerngreb på 25-års-dagen for massakren på prodemokratiske studenter på Tianamen Pladsen - Den Himmelske Freds Plads.
Kommunistpartiets ledelse har forbudt alle former for markeringer på dagen, men tager alligevel ingen chancer. Tusindvis af politifolk og soldater med automatvåben er udkommanderet i hovedstadens gader.
På selve Tianamen Pladsen og i gaderne omkring holder politibiler parkeret tæt ved siden af hinanden. Også en række brandbiler og ambulancer er sat i beredskab i storbyen, og flere steder er vandslanger allerede rullet ud, så de er klar til at blive brugt som vandkanoner, hvis nogen skulle finde på at demonstrere.
Både uniformerede og civilklædte politifolk står på gadehjørnerne og beder om at se legitimation for alle, som går forbi.
En australsk turist siger, at hun blev nægtet adgang til Den Forbudte By, som var hjem for de kinesiske kejsere, fordi hun ikke havde sit pas på sig. Normalt er der ikke noget krav om at vise legitimation for at komme ind i det historiske område.
Offentlige diskussioner af, hvad der skete og af myndighedernes reaktioner, er strengt forbudt, og mange unge mennesker har ingen anelse om, hvad der foregik for 25 år siden.
- De holder vort lands historie hemmelig. De ønsker ikke, at folk skal kende sandheden om, hvad de gjorde, siger veteran-aktivisten Hu Jia, der er i Beijing, hvor han bevogtes af politiet.
- Ingen ville have nogen tillid til dem, hvis de vidste, hvad de gjorde. De burde være fjernet fra magten for det, som de gjorde, siger han.
Forskellige organisationer og bevægelser vurderer, at alt fra 400 til flere tusinde demonstranter mistede livet, da kommunistpartiets ledelse i 1989 beordrede soldater i kampvogne til at køre ind og skyde i ubevæbnede demonstranters teltlejr på Tianamen Pladsen.
/ritzau/Reuters