Begge doubler er videre i Singapore

admin

|

10/04/2014

Dagens topnyheder

Mens første runde af Singapore Open ikke forløb helt, som de danske badmintonspillere havde forventet, var der anderledes positive nyheder fra torsdagens anden runde.

Begge tilbageværende doubler i turneringen vandt deres kampe og er således klar til kvartfinalerne i Super Series-turneringen.

Som førsteseedede i damedouble var det ikke uventet, at Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl besejrede deres modstandere, Lee Meng Yean og Lim Yin Loo fra Malaysia.

Danskerne vandt 21-19, 21-15 uden rigtigt at have været i problemer undervejs.

Anders Kristiansen og Julie Houmann måtte svede lidt mere, før de fik overmandet Chen Hung Ling og Cheng Wen Hsing fra Taiwan med cifrene 21-16, 22-20.

I andet sæt misbrugte de fire matchbolde og lod modstanderne komme op på 20-20, inden det danske par med to vundne point i træk undgik et nervepirrende tredje sæt.

I næste runde venter der til gengæld en opgave af de svære i form af det førsteseedede indonesiske par, Tontowi Ahmad/Liliyana Natsir.

/ritzau/