Begejstret Riis: Contador er tilbage på toppen

admin

|

29/04/2014

Dagens topnyheder

Bjarne Riis har efterhånden en fornemmelse af, at cykelholdet Tinkoff-Saxo kan få et godt Tour de France til sommer.

Holdets danske chef jubler nemlig over, at Alberto Contador er tilbage på topniveau med flere sejre i denne sæson.

- Jeg mener, at han har ramt et godt niveau. Det har krævet en hel del hårdt arbejde, og det har været godt at følge. Han har været meget målbevidst, og jeg glæder mig over, at han er tilbage på så højt niveau, siger Bjarne Riis til cyclingnews.

- Det er svært for mig at sammenligne, men han er helt sikkert stærk. Jeg mener, at han er bedre, end jeg nogensinde har set, siden han kom til vores hold, fortsætter Bjarne Riis.

Alberto Contador har i denne sæson vundet etapeløbet Tirreno-Adriatico og Baskerlandet Rundt og blev nummer to i to andre korte etapeløb. Oveni fører Alberto Contador verdensranglisten.

Bjarne Riis mener stadig, at sidste års Tour de France-vinder Chris Froome er favorit til at vinde endnu et Tour de France. Men han tror også på, at hans egen spanske kaptajn vil være med i kampen. Plus lidt flere.

- Der er ingen tvivl om, at Froome er favorit, men der vil også være andre. Valverde klarer sig også godt, siger Bjarne Riis, som sidste år så Alberto Contador slutte på fjerdepladsen i Tour de France - bag Chris Froome, Nairo Quintana og Joaquim Rodriguez.

De to sidstnævnte har øjensynligt erkendt, at de ikke kan vinde Tour de France, og satser i stedet på Giro d'Italia, som begynder i næste uge. Til gengæld kommer sidste års vinder af Giro d'Italia, Vincenzo Nibali, med ambitioner om at vinde.

Nogle har kaldt sidste års magre resultater for "en øjenåbner" til Alberto Contador om, at han skulle til at træne smartere. Bjarne Riis vil ikke bruge den slags ord, men mener, at Contador bare har trænet godt.

Den danske manager på Tinkoff-Saxo er specielt glad for Contadors andenplads på enkeltstarten i Baskerlandet Rundt, hvor han sluttede kun syv sekunder verdensmester Tony Martin og rundt regnet et minut bedre end en Tour-rival som Alejandro Valverde (Movistar) og Cadel Evans (BMC)

- Det var vigtigt at se. Mentalt var det et nøglepunkt for ham selv at se, at han kan køre så godt på en enkeltstart. Det havde han brug for, siger Riis.

Alberto Contador kører ikke løb igen før i juni.

/ritzau/