Bechmann: Vi er ved at lave en "Sønderjyske”

admin

10 år siden

|

05/05/2014

Dagens topnyheder

Der er gode muligheder for, at Sønderjyske næste sæson spiller i Superligaen for syvende sæson i træk. Det specielle dna og overlevelsesgen hos Sønderjyske blev igen vist frem, da Viborg søndag blev besejret 1-0 hjemme i Haderslev.

- Vi er godt på vej til at lave en "Sønderjyske", og vel det bedste comeback i bunden siden Randers lavede et rekord-comeback, siger Sønderjyske-angriberen Tommy Bechmann.

Siden oktober har sønderjyderne nærmest konstant indtaget en nedrykningsplads, men med sejren har Sønderjyske nu to point ned til Viborg under den kedelige streg.

- Jeg kan næsten ikke huske, hvornår vi sidst var over stregen. Det skal vi lige vænne os til igen. Det hele ser nu lysere ud, og det er et resultat af hårdt arbejde. Vi har fundet tilbage til de gamle dyder med simpelt spil, siger Tommy Bechmann.

Endnu mangler der dog tre spillerunder, og AGF kan mandag aften lukke hullet med en sejr over OB. Netop AGF er modstanderen på søndag, men allerede onsdag gælder det for Sønderjyske opgøret i Esbjerg.

- Esbjerg er modbydeligt godt spillende for tiden, men vi har en god statistik mod Esbjerg, og det kunne være fint at udbygge den statistik, siger Tommy Bechmann.

Han har døjet med knæproblemer og udgik småskadet af Viborg-kampen.

- Jeg er en gammel mand, som har brug for en masse restitutionstid. Selvfølgelig er AGF nøglekampen, og vi må se om, jeg bliver klar til Esbjerg. Er jeg bare lidt småskadet, spiller jeg næppe onsdag, siger Tommy Bechmann.

Sønderjyderne måtte også se Johan Absalonsen udgå skadet, men de første meldinger går på, at skaden ikke er alvorlig, og han kan dermed også være i spil til Esbjerg-kampen.

/ritzau/