Seks beboere måtte evakueres, da en brand opstod i en lejlighedsejendom i Ribe torsdag eftermiddag. Derudover blev en 51-årig mand bragt til sygehuset til behandling for røgforgiftning.
Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt, der fortæller, at det var en voldsom brand.
- Der var seks beboere hjemme, og de blev alle sammen reddet ud. Det var en forholdsvis stor brand.
- Ingen af beboerne kan formentlig flytte ind i deres lejligheder igen, så der bliver sat genhusning i værk, siger vagtchefen.
Ud over den 51-årige mand fik to brandmænd ifølge TV Syd et ildebefindende under brandslukningen.
Ejendommen, hvor branden opstod, har otte lejemål. Manden, der er blevet bragt til sygehuset, er beboer i den lejlighed, hvor branden formentlig er opstået.
Politiet har ikke fastslået brandårsagen endnu, men har en teori:
- Vi har en formodning om, at brandårsagen kan skyldes madlavning, som der er gået ild i og har bredt sig videre via emhætten, siger vagtchefen og understreger, at det kun er en formodning.
Da branden opstår, går den 51-årige beboer ned til sin underbo, som ringer til 112.
Anmeldelsen om branden kom klokken 13.45. Torsdag aften er brandvæsnet stadig i gang med at efterslukke branden, oplyser vagtchefen.
/ritzau/