Bayern overvinder United-chok og går videre

admin

|

10/04/2014

Dagens topnyheder

Bayern München er klar til semifinalen i Champions League og har dermed fortsat mulighed for som det første hold nogensinde at genvinde trofæet.

Efter 1-1 i den første kamp vandt Bayern returkampen mod Manchester United med 3-1 onsdag aften, men de sydtyske storfavoritter fik lov at slide hårdt for sejren mod et tydeligt forbedret engelsk mandskab på Allianz Arena.

Thomas Müller og Arjen Robben stod for de to scoringer, der udgjorde forskellen på holdene. Og målene faldt som kulmination på en hæsblæsende sidste halve time, hvor en ellers relativt begivenhedsfattig kamp eksploderede.

Uniteds veteranback Patrice Evra leverede startskuddet, da han bragede bolden op i målhjørnet bag Manuel Neuer efter knap en time spil.

I det øjeblik var Bayern sensationelt ude, men til hjemmeholdets store held blev der svaret igen, inden panikken nåede at sætte ind.

Det var Mario Mandzukic, der fik lov at stå helt fri på Franck Riberys indlæg, og den kroatiske angriber headede helt uden problemer bolden i David De Geas mål til 1-1.

Det bedste hold over to kampe endte med at gå videre, men United viste i nederlagets stund klar fremgang i forhold til tidligere på sæsonen.

Mens Bayern havde bolden meget, lurede gæsterne på kontrastød, og der var ikke spillet mange minutter, før en ubeslutsom Wayne Rooney havde misbrugt den første chance.

Inden 20 minutter var spillet, jog Antonio Valencia en skræk i livet på Bayern-mandskabet, da han sendte bolden i nettet. Dommeren vurderede dog korrekt Valencia til at stå offside.

Men ellers var det småt med højdepunkter i den første time, hvor de boldsikre Bayern-spillere var godt tilfredse med at holde kuglen i egne rækker.

Sydtyskerne vidste, at en målløs kamp ville sende dem videre på udebanemål, og derfor måtte det være op til gæsterne at tage initiativ - og dermed løbe risiko for at blotte sig.

Den passive facon var lige ved at koste dem dyrt, men efter hårdt arbejde er de tyske mestre altså et af de fire hold i bowlen til semifinalelodtrækningen i Nyon på fredag.

/ritzau/