Bayern-bosser: Hoeness vender tilbage som præsident

admin

10 år siden

|

05/05/2014

Dagens topnyheder

Nok er Bayern Münchens præsident Uli Hoeness i gang med at afsone en fængselsstraf på tre et halvt år for skattefusk, men det diskvalificerer ham ikke i den sydtyske storklub.

Både klubbens bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge og ærespræsident Franz Beckenbauer regner med, at Hoeness vender tilbage på præsidentposten, når hans tid på vand og brød er overstået.

- Du behøver ikke være en stor profet for at forudse, at han vender tilbage som præsident, siger Rummenigge til den tyske udgave af Sky Sports.

Uli Hoeness troppede i fredags op til en ekstraordinær generalforsamling i klubben, og her modtog den fængslede præsident stående bifald fra klubbens medlemmer.

Karl Hopfner blev udnævnt til ny præsident, men Hoeness forsikrede de tilstedeværende om, at han ikke har planer om at vende Bayern ryggen, når han bliver en fri mand igen.

Franz Beckenbauer lægger da heller ikke skjul på Hoeness' betydning for Bayern München.

- Uli har brug for Bayern, og Bayern har brug for Uli. Han vil bruge tiden i fængslet på at tænke over resten af sit liv, og jeg håber han bruger resten af livet i FC Bayern, siger Franz Beckenbauer.

/ritzau/