Skuespillerinden Kim Cattrall er bedst kendt for sin rolle som den promiskuøse Samantha Jones i hit-serien "Sex and the City". I serien er Samantha Jones ikke synderligt glad for børn, men det er virkelighedens Kim Cattrall - selvom hun ikke selv har fået nogle. Faktisk mener hun slet ikke, at man kan beskrive hende som barnløs.
- Jeg er forælder. Jeg er mentor for unge skuespillere og skuespillerinder. Jeg har niecer og nevøer, som jeg er meget tæt med, fortæller den 59-årige skuespillerinde i et interview med BBC Radio.
Kim Cattrall afslører i interviewet, at det ikke var en aktiv beslutning, at hun ikke skulle have børn. Men efter tre skilsmisser er det sådan, det er blevet, forklarer hun. Og det er ikke et problem for hende.
- Når man siger barnløs, lyder det som om, man er min værd, fordi man ikke har fået et barn. Men der er mange andre måder at være mor på i verden, mener "Sex and the City"-stjernen.
- I dag kan man være mor på mange måder, som ikke involverer at ens navn står på en fødselsattest. Man kan stadig udtrykke sin moderlige side meget tydeligt og meget stærkt, understreger stjernen, som senest var aktuel i rollen som Samantha Jones i filmen "Sex and the City 2" fra 2010. Siden har hun medvirket i en række tv-serier.
/ritzau/FOKUS