Barfoed om Venstres krise: Stærkt problematisk

admin

10 år siden

|

03/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Regeringen har ifølge De Konservatives leder, Lars Barfoed, ikke indkaldt til forhandlinger om hverken vækstinitiativer eller arbejdsmarkedsreformer, selvom regeringen har fremlagt sine forslag til reformerne.

Og han mener, at det skyldes Venstres krise, fordi forhandlingerne naturligt vil fjerne fokus fra krisen omkring Lars Løkke Rasmussens lederskab, hvilket regeringen ikke har interesse i.

- Det er stærkt problematisk, for der er ingen tvivl om, at det jo medvirker til, at regeringen ikke indkalder til møder. Det tror jeg, der er en sammenhæng i, og derfor er det selvfølgelig problematisk.

- Derfor håber jeg, at der snart bliver ro på den sag, så vi kan komme videre, siger Lars Barfoed på vej ind til det ugentlige møde med de øvrige partiledere i blå blok.

Han vil ikke ind på, om Venstres krise vil påvirke blå bloks muligheder for at genvinde regeringsmagten.

- Det er for tidligt at sige noget om på nuværende tidspunkt. Bølgerne kører jo - det kan man jo godt tillade sig at sige uden at blande sig - lidt højt i øjeblikket. Der kommer jo ro på, når man er ovre på den anden side, og så må tiden vise det, siger han.

/ritzau/