Bankerne smækker kassen i for firmaer i Udkantsdanmark

admin

10 år siden

|

03/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Bankerne forskelsbehandler små virksomheder, som får en hårdere behandling, hvis de ligger i Udkantsdanmark.

Det fastslår tænketanken Kraka i en ny analyse af bankernes kreditgivning før og efter krisen, skriver Jyllands-Posten.

Små virksomheder placeret i Udkantsdanmark fik i 2009/10 - det vil sige efter, at finanskrisen fik bankerne til at stramme op - bevilget lån hver anden gang, de ansøgte i banken.

Virksomheder med samme soliditet, som ikke ligger i Udkantsdanmark, fik grønt lys til låneansøgninger i otte af 10 tilfælde. Den forskel er ifølge Kraka signifikant, og det er en skævhed, som minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) kritiserer.

- Jeg er skuffet over, at bankerne ikke vurderer virksomhederne ud fra deres effektivitet, omkostninger og indtjening frem for deres postnummer. Så bidrager man til den onde spiral, for hvis ikke virksomheder kan få kredit og investere, kan de ikke sikre deres fremtid, siger han til Jyllands-Posten.

Kraka peger på, at det er et forhold, som kan have konsekvenser, fordi en del af de små virksomheder er vigtige for erhvervslivets udvikling.

- Det er et problem, at små virksomheder i Udkantsdanmark har svært ved at få kredit, fordi de som en del af vækstlaget kan være med til at skabe arbejdspladser, siger Jens Hauch, sekretariatschef i Kraka til avisen.

Holdningen i bankerne kan være med til at få endnu flere folk til at flytte fra yderområderne, advarer Dansk Erhverv.

Organisationen understreger betydningen af, at sunde virksomheder har de samme muligheder, uanset hvor de ligger. Ellers ender det med en polarisering af landet med to-tre områder, hvor virksomheder har muligheder.

- Der sker en migration fra land til by, og den udvikling skal vi forsøge at dæmme op for. Derfor er det ekstra problematisk, hvis virksomheder ikke kan få kredit, siger Christian Ingemann, direktør i Dansk Erhverv.

/ritzau/