De faglærte metalarbejdere hos den danske tv- og radioproducent Bang & Olufsen i Struer har torsdag middag nedlagt arbejdet og er gået hjem.
Dermed har en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse ramt B&O, skriver TV Midtvest.
Ifølge formand for Dansk Metal Nordvestjylland, Erik Falk Damborg, har fagforeningen modtaget en skrivelse fra Dansk Industri, der bekræfter, at de har nedlagt arbejdet.
Dansk Metal Nordvestjylland er i øjeblikket ved at undersøge sagen nærmere.
Ifølge fagforeningen siger de ansatte, at de ikke ønsker at forhandle igennem medierne, og de har derfor ikke flere kommentarer.
TV Midtvest har også talt med fællestillidsmand på Bang & Olufsen, Karsten Grønholdt Hansen, som heller ikke vil kommentere strejken.
Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra fagforeningen eller fælledstillidsmanden.
/ritzau/