Der kan godt være forskellige priser på diverse frugter, alt efter kvalitet og sæson. Bananer er en af de populære frugter, og bananer er oftest billige. Sådan er det åbenbart ikke for alle bananer.
Da en banan tapet til en væg i 2019 blev solgt for 184.000 dollars, udløste det en voldsom debat om kunstens værdi.
Nu, fem år senere, har samme værk igen skabt overskrifter, denne gang med en salgspris, der langt oversteg forventningerne.
Ved en auktion hos Sotheby’s i New York gik et af de tre eksisterende eksemplarer af Maurizio Cattelans værk 'Komiker' for hele 9,58 millioner dollars.
Auktionshuset havde ellers vurderet, at prisen ville lande et sted mellem 1,5 og 2,3 millioner dollars, men budgivningen endte med at overraske alle.
Den nye ejer af værket er den kinesiske samler og kryptomillionær Justin Sun, som i en pressemeddelelse understreger, at kunstværket rækker langt ud over blot at være en banan og noget gaffatape.
"Det repræsenterer et kulturelt fænomen, der bygger bro mellem kunstens verden, memes og kryptovalutasamfundet," udtalte han.
Det skriver 9News
Det skal bananen nu
Værket, der først blev udstillet på Art Basel i Miami Beach i 2019, vakte dengang enorm opmærksomhed.
Publikum strømmede til for at se den virale installation, og en performancekunstner gjorde skandale ved at pille bananen ned, spise den og erklære handlingen som en del af et kunstnerisk udtryk.
Siden har værket været udstillet flere steder i verden, og i 2023 gentog historien sig, da en kunststuderende i Sydkorea spiste bananen direkte fra væggen på et museum i Seoul.
"Han sagde, at han var sulten," forklarede en talsmand for museet.
Det opsigtsvækkende værk har splittet kunstverdenen, hvor nogle ser det som en skarp kommentar til værdien af kunst, mens andre afviser det som en provokation uden reel substans.
Sotheby’s egen chef for samtidskunst, David Galperin, kaldte dog salget "den ultimative realisering af værkets konceptuelle idé – nemlig at lade markedet bestemme kunstens værdi."
Justin Sun har nu afsløret, at han planlægger at spise bananen, som en del af kunstværkets fortsatte livshistorie.