Bakken åbner for sæson 2012 på torsdag, og traditionen tro er det ensbetydende med et stort motorcykeloptog.
Hvis de ellers kan komme igennem for snedriver, så samles motorcyklisterne på Nørrebrogade ved Lygten fra klokken 17.00, hvorefter de i samlet optog – med politieskorte - kører fra Nørrebro klokken 19.00 med retning mod Dyrehavsbakken.
Nordsjællands Politi forventer – alt efter vejret - at der deltager op til 4000 motorcykler.
Motorcyklisterne kører ad følgende rute:
Nørrebrogade – Lygten – Tagensvej – Tuborgvej – Strandvejen – Kystvejen – Strandvejen – Dyrehavevej – Christiansholmsvej – Klampenborgvej – Dyrehavsbakken.
Ved ankomst til Dyrehavsbakken vil motorcyklerne blive ledt ind på Bakkens parkeringsplads gennem en midlertidig åbning fra Skovporten. En stor del af Bakkens parkeringsplads forventes torsdag aften at være optaget af motorcykler.
Optogets køretur fra Nørrebro vil tage mellem en og halvanden time.
Lyssignalerne på ruten vil undervejs blive betjent manuelt af politiet og signalerne vil på ruten i størstedelen af tiden, vise grønt lys for optoget eller være helt slukket. Det vil blive særlig vanskeligt for andre trafikanter at krydse ruten - specielt på Strandvejen i Hellerup.
Politiet opfordrer kørende trafikanter, der skal mod nord, til at benytte Helsingørmotorvejen eller Bernstorffsvej, og om at udvise tålmodighed og hensyn.