Bagmandspolitiet anholder 26 offentligt ansatte i sag om bestikkelse

admin

439 uger siden

|

21/06/2016

Dagens topnyheder

26 tidligere og nuværende offentligt ansatte er blevet anholdt, mistænkt for at have modtaget bestikkelse i form af gaver som mobiltelefoner, tablets og andet elektronisk udstyr.

Foruden de 26 er yderligere en person blevet sigtet og afhørt i løbet af dagen, oplyser Bagmandspolitiet i en pressemeddelelse.

De mange anholdelser tidligt tirsdag morgen er sket i en stor aktion i samarbejde mellem Bagmandspolitiet og politikredse i hele landet. Under aktionen er der gennemført ransagninger af de anholdtes boliger med henblik på at sikre bevismateriale i sagen.

Sideløbende har Forsvarets Auditørkorps foretaget en lignende aktion mod en række ansatte i Forsvaret.

Personerne, der typisk er ansat i offentlige IT-afdelinger, er under mistanke for at have fået det elektroniske udstyr af IT-virksomheden i strid med reglerne for gaver til offentligt ansatte.

Værdien af udstyret har varieret i størrelse, men har ifølge Statsadvokaten typisk været på mellem cirka 4000 kroner og cirka 50.000 kroner. Gaverne er eksempelvis modtaget i forbindelse med handler med virksomheden, skriver Bagmandspolitiet.

/ritzau/