Bænket Viktor Fischer: Jeg skulle skånes

admin

11 år siden

|

16/10/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Viktor Fischer måtte på ny se hele kampen fra udskiftningsbænken, da Danmark tirsdag aften vandt med 6-0 over Malta.

Men selv om stortalentet dermed slet ikke fik spilletid i de to VM-kvalifikationskampe i denne landsholdssamling, er der grænser for skuffelsen.

Fischer døjer nemlig med småproblemer i den ene lyske og blev derfor skånet mod malteserne.

- Vi havde en klokkeklar aftale om, at hvis vi kom foran med mere end to-tre stykker, så var der ingen grund til at risikere min lyske.

- Jeg havde meddelt Morten, at jeg var klar til at spille, hvis han havde brug for mig, men det havde han ikke i dag. Vi vandt overbevisende, og det var sådan set det vigtigste, siger Viktor Fischer.

Ajax-spilleren har fået problemerne i træningslejren i Helsingør, men de er dog ikke værre, end at han havde spillet, hvis der havde været mere på spil, end der var mod Malta.

- Jeg ville af pommern til gerne have spillet i dag, hvis jeg havde været 100 procent oven på.

- Men det her var det klogeste. Der er kamp igen for Ajax på lørdag. Havde det været en Champions League-finale, så havde jeg nok lavet et indhop, men det var ikke nødvendigt, siger Viktor Fischer.

Den 19-årige offensivspiller står dermed fortsat noteret for fem landskampe.

/ritzau/