Caroline Wozniacki er færdig ved Australian Open efter et nederlag i anden runde til Victoria Azarenka.
Den ellers stærkt spillende dansker tabte 4-6, 2-6 til den hviderussiske overmagt, der to gange tidligere har vundet grand slam-turneringen i Melbourne.
Kampen fik en skidt indledning for danskeren, der måtte se sin et år ældre modstander åbne i overbevisende stil.
Den tidligere Australian Open-vinder trængte konstant Wozniacki i defensiven, og hviderusseren dominerede de fleste dueller med sit linjesøgende og satsede spil.
Azarenka lagde ud med at bryde Wozniackis serv - endda to gange - hvilket gav hende en 3-0-føring i første sæt.
Det lignede starten på en afklapsning af den 24-årige dansker, men Wozniacki fik arbejdet sig tilbage i opgøret i kraft af sit gode løbearbejde og et stigende antal uprovokerede fejl hos Azarenka.
Danskeren fik brudt Azarenkas serv og var også tæt på udligne til 3-3, men missede en break-mulighed. Gennembruddet kom alligevel lidt senere til 4-4, efter at hviderusseren havde sat en 40-0-føring over styr i egen serv.
Selv om Wozniacki på dette tidspunkt virkede mest ovenpå, så brød Azarenka straks tilbage og vandt et langstrakt og mentalt vigtigt parti til 5-4. Herefter kørte hun første sæt hjem.
Selv om det så svært ud, så kom danskeren godt ud til andet sæt, men efter en føring på 1-0 kollapsede hun. Igen profiterede Azarenka af sit satsede spil mod en mere og mere modløs Wozniacki.
Victoria Azarenka vandt i 2012 og 2013 turneringen i Melbourne, men efter et skadesplaget 2014 er hun raslet ned af verdensranglisten, hvor hun blot er nummer 44.
/ritzau/