To aviser får Pulitzer for afdækning af NSA's metoder

admin

10 år siden

|

14/04/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Aviserne Guardian og Washington Post modtager USA's fornemste journalistpris, en Pulitzer, for deres dækning af, hvor omfattende efterretningstjeneste NSA's elektroniske overvågning er.

De to avisers mange reportager bygger på lækkede dokumenter fra den afhoppede efterretningsmand Edward Snowden.

Prisen er givet i kategorien "public service" - altså i almenvellets interesse.

Tildelingen af journalistprisen til den britiske og den amerikanske avis er kontroversiel, fordi den amerikanske regering ønsker at tiltale Snowden for landsskadelig virksomhed.

Den giver mindelser til en lignende Pulitzer-pris, som New York Times modtog i 1972 efter at have offentliggjort historier om den såkaldte Pentagon-rapport, som viste, at USA var dybere begravet i Vietnam-krigen, end borgerne kendte til.

Den daværende Nixon-regering forsøgte uden held at få beslaglagt de udgivelser, hvor New York Times skrev om de hemmelige Pentagon-papirer.

Guardian og Washington Post var de første til sidste sommer at skrive om de eksplosive dokumenter fra Snowden. De viste, at USA's borgere og borgere i andre dele af verden overvåges tæt af NSA.

Det tyske ugemagasin Der Spiegel kunne på et tidspunkt afsløre, at også Tyskland forbundskansler, Angela, Merkel, har fået aflyttet sin mobiltelefon.

Boston Globe modtager en Pulitzer i kategorien "breaking news" for avisen dækning af bomberne under Boston Marathon og den efterfølgende jagt på de to bombemænd sidste år.

/ritzau/