Virksomheden ISS vil tirsdag morgen klokken otte sende børsplaner til Fondsbørsen. Dermed kan en reel børsnotering være på plads midt i marts, indikerer planerne.
Det erfarer Berlingske Business.
Ifølge avisen vil prospektet samtidig indeholde tal for regnskabet for 2013.
ISS blev i 2005 købt af den svenske kapitalfond EQT, og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og blev dermed afnoteret af børsen.
Efterfølgende har flere andre købt sig ind i virksomheden, blandt andre en canadisk pensionskasse.
EQT og Goldman Sachs har flere gange forsøgt at sælge servicekoncernen.
Den store servicevirksomhed har flere gange været på nippet til at blive børsnoteret.
Tidligere i februar lød udmeldingen, at servicekoncernen ville få en værdi på 40-50 milliarder kroner ved en børsnotering.
ISS er grundlagt i København og udbyder flere serviceydelser som rengøring, ejendomsservice og catering.
ISS har mere end en halv million ansatte, og det ventes, at virksomheden beholder sit hovedkontor i København.
I fjor havde ISS en omsætning på næsten 80 milliarder kroner, og den er dermed den største virksomhed, der er gået på børsen i Danmark.
/ritzau/