Københavns Kommune har talt usandt i sagen om et drab på bostedet Ringbo, hvor en sosu-assistent i 2013 blev dræbt af en skizofren mand.
Det skriver metroXpress på baggrund af to fortrolige rapporter.
Den første rapport - der er fra kommunens borgerrådgiver - fra januar 2016 slår fast, at kommunens ledelse har talt usandt i pressen, til Folketinget og Socialministeriet.
Det var således ifølge avisen ikke korrekt, at der var foretaget risikovurderinger, og kommunen havde talt usandt om antallet af politianmeldelser på Ringbo.
Københavns socialborgmester, Jesper Christensen (S), undskylder, at kommunen har givet forkert information.
- Det er uheldigt, at vi har givet upræcise og fejloplysninger. Vi har indskærpet og beklager, siger han til metroXpress.
En advokatrapport fra NorrbomVinding kritiserer ifølge avisen flere navngivne medarbejdere, men rapporten fastslår, at man ikke kan "placere et tjenstligt ansvar".
Blandt andet fordi daværende direktør Anette Laigaard er stoppet 1. marts. Hun ønsker ikke at kommentere sagen.
Sagen handler om en 72-årig skizofren mand, som i december 2013 dræbte sosu-assistenten med en kniv. Han fik siden en anbringelsesdom.
Lektor i forvaltningsret fra Aalborg Universitet Sten Bønsing kalder det "alvorligt", hvis en embedsmand ikke har talt sandt og fyldestgørende. Kommunen har siden skrevet en undskyldning til Socialministeriet.
Som konsekvens af rapporternes konklusionen beder FOA-formand Dennis Kristensen om et møde med kommunen.
- Jeg er rystet. Det, som står i rapporten, er i direkte modstrid med, hvad embedsmænd har sagt til os. Jeg har brug for et møde med borgmesteren, hvor jeg kan se ham i øjnene, så jeg kan se, om man kan stole på det, kommunen siger.
- Nu har vi lige haft et drab mere i marts. Talte de også usandt her?, siger han til metroXpress med henvisning til et drab på en 57-årig kvindelig social- og sundhedsassistent.
Hun blev i påsken stukket ihjel af en beboer på det socialpsykiatriske bosted Lindegården i Roskilde.
/ritzau/