Australsk politi er "chokeret" over, at en blot 12-årig dreng er blevet sat i forbindelse med terrorplaner i landet.
Torsdag oplyser politiet, at landets antiterrormyndigheder har fået drengen på radaren i forbindelse med efterforskningen af et politidrab tidligere på måneden.
Den 12-årige er en blandt i alt 18 mænd, der bliver overvåget af politiet i forbindelse med terroraktivitet, lyder det fra Andrew Colvin, der står i spidsen for Australiens forbundspoliti.
- Det er chokerende, at en 12-årig er kommet på politiets radar for denne type sager. Denne trussel er blevet mere alvorlig, og den tiltaler yngre og yngre personer, siger Andrew Colvin til tv-stationen ABC.
Listen af navne er blevet udarbejdet i kølvandet på efterforskningen af den terrormistænkte Ahmad Saiyer Nazimand. Han menes at have haft en radikaliserende indflydelse på teenagere og unge drenge.
Blandt andet har han været i kontakt med tre af fire teenagere, der tidligere på måneden blev anholdt og afhørt i forbindelse med drabet på en ansat ved politiet i Sydney-forstaden Parramatta.
Her blev en regnskabsmedarbejder skudt og dræbt 2. oktober, da han forlod sit kontor på politistationen. Gerningsmanden var 15 år. Han blev efterfølgende dræbt af politiet i en skudveksling.
- Vi har set meget tragiske episoder i Parramatta for halvanden uge siden, hvor en 15-årig var involveret, og det, synes jeg, er meget chokerende, siger Andrew Colvin.
Fire af de 18 mænd på politiets liste er under 18 år, skriver avisen Sydney Morning Herald.
Samtlige personer har haft kontakt med Ahmad Saiyer Nazimand. Blandt andet i forbindelse med at skaffe skydevåben, lyder det i sagsakterne.
- De har et mønster med hyppig kontakt. De er ofte i kontakt, og det er ofte sket i samtaler, der afspejler en fælles ekstremistisk, islamistisk ideologi, står der i rettens dokumenter ifølge ABC.
- De ytrer gentagne gange støtte til terrororganisationen Islamisk Stat eller udveksler ønsker om at blive martyr eller begå jihad (hellig krig, red.), lyder det videre.
/ritzau/