En 34-årig syrisk asylsøger er onsdag ved Retten i Næstved blevet idømt 20 dages fængsel og udvisning for trusler.
Det skriver Ekstra Bladets netavis.
Truslerne blev fremsat på arabisk under en diskussion med en anden asylsøger om aftenen 16. maj.
Retten fandt det bevist, at den 34-årige skulle have sagt noget i retning af: "Det er ikke noget problem for mig at slå både dig og ham ihjel", mens han pegede på syreren og på en netværksmedarbejder på asylcenteret, skriver eb.dk.
Den syriske mand blev landskendt, da han i begyndelsen af maj blev lagt i benlås af sikkerhedspersonale på asylcenter Holmegaard i Næstved. Episoden blev filmet på video og førte til, at lejrchefen blev fritstillet.
Det skabte en voldsom debat. Også blandt asylsøgerne selv. Nogle krævede lejrchefen tilbage, og den 16. maj begyndte de at samle underskrifter ind til fordel for en genansættelse.
Anklager Sarah Maagensen forsøgte i retten at antyde, at den kendsgerning skulle have været medvirkende til, at den 34-årige var ophidset det meste af dagen.
- Jeg ønskede ham ikke tilbage, sagde den 34-årige selv i retten. Men han afviste ifølge eb.dk, at den sag havde gjort ham specielt arrig den dag.
Til gengæld fortalte han, at han ikke havde fået sin antidepressive medicin.
I forbindelse med sagen har den 34-årige siddet varetægtsfængslet, så dommen på 20 dages fængsel er afsonet. Selv om han blev udvist med indrejseforbud i seks år, så har han ret til at blive i landet, indtil hans ansøgning om asyl er blevet behandlet, skriver eb.dk.
Den 34-årige nægtede sig skyldig og ankede på stedet dommen til Østre Landsret.
/ritzau/