Assad gentager før konference: Jeg overgiver mig ikke

admin

10 år siden

|

19/01/2014

Dagens topnyheder

Kontante udtalelser i russiske medier fra Bashar al-Assad om, at styret ikke vil overgive magten i landet, kaldes for "urigtige" af præsidentens kontor i Damaskus kort tid efter, at de blev offentliggjort søndag.

- Det russiske nyhedsbureau Interfax' citater fra præsident Assad er urigtige, lyder det fra præsidentkontoret i Damaskus.

Præsidentkontoret oplyser samtidig, at Assad ikke har talt med nyhedsbureauet, hvilket bureauet dog heller ikke påstår.

I citaterne slår præsidenten nok en gang fast - denne gang i anledning af næste uges stort anlagte fredskonference - at han ikke har i sinde at opgive magten i det krigshærgede land.

- Hvis vi ønskede at overgive os, så ville vi have gjort det fra begyndelsen, siger Bashar al-Assad ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

- Vi beskytter vores land. Dette spørgsmål er ikke til diskussion.

Udmeldingerne, som altså nu afvises som værende "urigtige", faldt ifølge Interfax, da præsidenten mødtes med russiske politikere.

At Bashar al-Assad står fast på, at han ikke vil afgive magten, understreger den grundlæggende splittelse, der bliver svær at løse på fredskonferencen.

FN håber, at Geneve II-konferencen kan føre til indsættelsen af en politisk overgangsregering i landet, mens USA's udenrigsminister, John Kerry, i sidste uge sagde, at der ikke er plads til Bashar al-Assad i et nyt Syrien.

Syrien har i et brev til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, for nylig slået fast, at styrets fokus på konferencen vil være at "bekæmpe terrorister".

Ved en hemmelig afstemning lørdag besluttede Syriens Nationale Koalition, efter hårdt pres på USA og Vesten, at deltage i fredsmødet.

Oppositionskoalitionen har ellers længe afvist at deltage. Koalitionen hverken støtter eller har støtte fra flere af de islamistiske grupper, som udkæmper kampe mod Assad-styret.

Den blodige konflikt, der har kostet flere end 100.000 mennesker livet og sendt millioner på flugt, har stået på siden foråret 2011.

Onsdag 22. januar indledes fredskonferencen i den Schweiziske by Montreux. To dage senere flytter konferencen til Geneve.

/ritzau/AFP