Den store rapport, som skal fastslå, hvem der er skyld i, at der blev skabt en udbredt dopingkultur i professionel cykelsport, bliver offentliggjort senest i 2015.
Det fastslår præsidenten for den internationale cykelunion (UCI), Brian Cookson, der sidste år blev valgt på et løfte om at rydde op i den belastede sport.
- Vi skal have en sport, hvor forældre kan sende deres børn hen - og vide, at de kan nå til tops på vilje og dedikation, siger Brian Cookson ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Uden at skulle lyde, uden at skulle snyde, uden at gøre ting, der sætter helbredet på spil, og uden at skulle kigge sig over skulderen i resten af deres liv.
- Hvis vi ikke kan klare det som specialforbund, så svigter vi vores medlemmer og vores sport. Men vi svigter ikke, lyder det fra cykelsportsbossen, der lover, at rapporten er klar inden for 12 måneder.
Rapporten bliver til på baggrund af de resultater, et uafhængigt hold af efterforskere når frem til.
Kommissionen har haft mulighed for at reducere straffene til dopingbelastede ryttere, hvis de har delt ud af deres viden om andre.
Rapporten kommer primært til at omhandle miljøet omkring detroniserede Tour-vinder Lance Armstrong og den periode, hvor amerikaneren var aktiv.
/ritzau/