Et nyt anlæg til knap en milliard vil i løbet af de kommende år skyde op i Nr. Vium mellem Herning og Skjern. Det er Arla, som udvider med et helt nyt produktionsanlæg ved Danmark Protein i det vestjyske som en del af mejerivirksomhedens globale strategi.
Anlægget til 900 millioner kroner skal fremstille laktose-produkter baseret på valle, som blandt andet skal bruges i modermælkserstatning.
- Med det nye laktoseanlæg kan vi fremover forædle samtlige dele af mælken optimalt og fremstille lønsomme laktoseprodukter til fødevareindustrien, siger direktør i Arla Foods Ingredients, Henrik Andersen i en pressemeddelelse.
Byggeriet i Nr. Vium bliver Arlas største enkeltinvestering i 2013 og forventes at skabe mere end 20 nye jobs. Anlægget ved være delvist færdigt i slutningen af 2014 og være fuldt produktionsdygtigt i 2016.
I løbet af 2013 er udvidelsen af Taulov Mejeri færdig. Her har Arla investeret omkring 215 millioner kroner i produktion af gul ost.
På globalt plan investerer mejerigiganten godt to milliarder kroner på blandt andet udvidelser, miljøforbedringer og innovation i 2013. Arla forventer især at øge eksporten til Rusland, Kina, Mellemøsten og Afrika.