Til trods for at have solgt næsten 34 millioner iPhones skuffer it-giganten med sit seneste regnskab, der blev offentliggjort mandag.
Mandag lød det fra smartphone-producenten, at de i september-kvartalet havde sikret en omsætning på 37,5 milliarder og et overskud på 7,5 milliarder dollar i fjerde kvartal.
- Vi er glade for at kunne annoncere en stærk afslutning på et fantastisk år med en rekordhøj omsætning, inklusiv salg af næsten 34 millioner iPhones, siger Apples topchef, Tim Cook, der forudser et stærkt julesalg.
Men på Wall Street havde man håbet på bedre resultater. Apple havde nemlig selv forudsagt et godt kvartalsregnskab.
Apples aktiekurs var siden udmeldingen fra virksomheden steget med 17 procent, men faldt to procent tilbage til en kurs på 519,10 mandag.
Apple, der i den seneste tid er blevet kritiseret for blot at levere nye versioner af de samme produkter i stedet for at udvikle nyt, er presset på markedet af blandt andet Samsung.
Apple forventer dog alligevel at øge omsætningen for december-kvartalet til mellem 55 og 58 milliarder dollar. Wall Street ligger dog i den konservative ende af den vurdering og forventer omkring 55,65 milliarder dollar.
- Vi havde alle forventet en højere bruttomargin, siger analytiker ved Morningstar Brian Colello om tallet, der er faldet fra 40 procent sidste år til 37 procent i dette års september-kvartal.
- Med en højere pris på telefonerne og en klar præference mod iPhone 5s forventer vi alle, at der kommer til at være en højere bruttomargin i december-kvartalet.
Apple solgte 14,1 millioner iPads i september-kvartalet - en spinkel stigning fra 14 millioner i samme kvartal for et år siden. Antallet af solgte Mac-computere faldt til gengæld til 4,6 millioner solgte mod 4,9 millioner for et år siden.
I alt solgte Apple 33,8 millioner iPhones i årets fjerde kvartal.
/ritzau/