Apple har gjort skriftlig indsigelse mod de amerikanske myndigheders forsøg på at få virksomheden til at skaffe adgang til en krypteret iPhone, der tilhører en gerningsmand bag skuddrab i Californien sidste år.
Det amerikanske forbundspoliti har bedt om Apples hjælp til at låse den telefon, der tilhørte den ene angrebsmand, Rizwan Farook, op. Det vil kræve, at ingeniørerne i it-virksomheden hjælper med at bryde koden.
Apple har nægtet, da det kan danne præcedens og true brugernes sikkerhed.
IPhone-producenten mener, at der er tale om et krav "uden fortilfælde".
Ingeniørerne hos Apple er gået i gang med at udvikle nye sikkerhedstiltag, der skal gøre det umuligt for regeringer at bryde ind i krypterede iPhones, skrev The New York Times onsdag.
Målet er angiveligt at forhindre, at myndigheder og efterforskere kan tilgå materiale på telefonerne.
Rizwan Farook var den ene af to gerningsmænd, som angreb et handicapcenter i San Bernardino i Californien, hvor 14 mennesker mistede livet.
Apple mener, at virksomhedens opgave er at beskytte retten til privatliv mod de føderale myndigheder, og Apple nægter derfor at låse telefonen op af principielle årsager.
Apple-direktør Tim Cook har kaldt konflikten mellem Apple og FBI "dårlig for USA" og farlig for brugerne.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Tim Cook planer om at mødes med præsident Obama for at diskutere sagen. Han melder sig samtidig parat til at tage sagen helt til den amerikanske højesteret, hvis det skulle blive nødvendigt.
/ritzau/Reuters