Anonymous sender dyster video til sanger Keith Flint

admin

464 uger siden

|

04/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Prodigy-forsangeren Keith Flint har fået et noget usædvanligt problem på nakken, efter at en truende videohilsen er dukket op på nettet, der ser ud til at være lavet af hackergruppen Anonymous.

Det skriver den britiske tabloidavis The Mirror.

Det er tilsyneladende Flints nyfundne kærlighed for rævejagt, som har fået hackergruppen til at se rødt, og de advarer nu den 46-årige musiker om, at de har planer om at gøre livet surt for ham.

- Vi er blevet opmærksomme på, at Keith har en fetich for at myrde dyr. Vi er blevet opmærksomme på, at Keith er begyndt at omgås med Tory-kriminelle (medlemmer af det engelske Konservative Parti, red.), mens han er ude på rævejagt, siger en maskeklædt aktivist i videoen.

Flint, der synger på Prodigy-klassikerne "Firestarter" og "Breathe", er dermed kommet i et noget specielt selskab med blandt andet Islamisk Stat og Scientology-kirken, som Anonymous også har et horn i siden på.

I videoen erklærer Anonymous-talsmanden, at gruppen vil "dræbe Keith politisk", og siden følger en ildevarslende opfordring til Flint om at forberede sig på det værste.

- Spænd bæltet Keith, det bliver en vild køretur.

Talsmanden afslutter dog med at erklære, at den noget dystre videohilsen ikke skal tages som en direkte trussel, men snarere en opfordring til Flint om at ændre adfærd inden året er omme.

/ritzau/FOKUS