I 2010 fyldte Øresundsbroen 10 år. Det blev fejret med folkefest og fyrværkeri, og Annette Heick var vært for festlighederne. Det skriver hun i en klumme i B.T. Men det er ikke kun det smukke fyrværkeri, der står tilbage i minderne, når hun tænker tilbage på aftenen, der ligger 10 år tilbage i tiden.
Der var mange prominente gæster med til at fejre fødselsdagen, blandt andet Københavns daværende overborgmester Frank Jensen, som i den seneste tid har været i vælten. Den tidligere overborgmester er blevet kaldt ‘seriekrænker’, da han igennem 30 år har udsat forskellige kvinder for krænkelser, og den 19. oktober trak han sig som overborgmester i København og som næstformand i Socialdemokratiet.
Men det er ikke alle sager, som står lige klart i Frank Jensens erindring, og det har Annette Heick svært ved at forstå.
“I Berlingske søndag, hvor Frank Jensen formaster sig til helt patetisk at påtage sig offerrollen, siger han (citat): ‘Jeg er blevet beskyldt for, at jeg har kysset på øret eller slikket på halsen: Helt ærligt: Det gør jeg altså ikke. Det passer ikke!’”
Sådan skriver Annette Heick i sin klumme, og ifølge hende, så er Frank Jensens udmelding direkte løgn.
Mærkede en våd tunge
I klummen beskriver Annette Heick, at hun under fyrværkerishowet pludselig mærkede noget vådt i øret.
“Mens vi står der og ser op på nattehimlen og fyrværkeriet, mærker jeg en våd tunge i mit venstre øre. Jeg vender hovedet og ser overborgmesteren stå med et kælent blik ved siden af mig.”
Det var Frank Jensens tunge, sangerinden kunne mærke i sit ene øre, ifølge hende. Hun forklarer, at hun ikke har behov for, at han skal stå frem og erkende, hvad han har gjort ved hende. Men det er problematisk, at en magtfuld person udnytter sin position og efterfølgende lyver, konstaterer hun.
B.T har forsøgt at få en kommentar fra Frank Jensen, men han kan, ifølge avisen, ikke huske om han var til stede til det pågældende arrangement.