Ahmed Akkaris omdiskuterede bog "Min afsked med islamismen - Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark", får positive anmeldelser.
Jyllands-Posten belønner bogudgivelsen med topkarakteren seks stjerner.
- Akkari fortæller personligt, basalt spændende og i et usædvanligt direkte og velformuleret sprog.
- Han skildrer nøgternt og ofte brutalt selvudleverende, hvordan de islamistiske miljøer i Aalborg, Aarhus og København er præget af en blanding af foragt og manglende interesse for det etnisk danske majoritetssamfund, og han selv abonnerede på denne verdensopfattelse, skriver avisens anmelder.
Politiken tildeler karakteren fire ud af seks i en anmeldelse af Lars Erslev Andersen, der er terrorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier:
- Selv om den ikke føjer så meget nyt til det, vi allerede ved om de islamistiske miljøer i Danmark, de forskellige foreningers forsøg på at malke det danske system for penge og det bedrageriske dobbeltspil, visse islamister er mestre i, blotlægger bogen nye detaljer, som i høj grad gør den til interessant læsning.
Berlingske tildeler samme karakter, fire ud af seks. Avisens anmelder kalder det for en "oplysende, afslørende og meget spændende bog", men spørger samtidig, hvor langt en undskyldning rækker:
- Jeg har læst hans bog med fascination og anerkendelse, men også med stigende vrede. Han (Akkari, red) og hans medkumpaner har forbrudt sig mod Straffelovens paragraf 100 om offentlige udtalelser, der tilskynder til fjendtlige handlinger mod den danske stat.
- Nu er det for sent. Men lægger vi gerningerne og deres følger sammen, bliver det lidt småt med en undskyldning, konkluderer anmelderen.
Bogen, der er skrevet i samarbejde med BT-journalisten Martin Kjær Jensen, udkommer tirsdag.
/ritzau/