Flere anmeldere på de danske aviser sætter sig formentlig også i sofaen til næste afsnit af DR's dramaserie "Bedrag", der havde premiere 1. januar.
Blandt andet slår BT's anmelder Henning Høeg fast, at man "som seer er håbløst afhængig" efter bare ét afsnit.
Han kvitterer med fem ud af seks stjerner og kalder det "en premiere, der var skruet sammen efter alle kunstens regler - udfordrende uden at være forvirrende og sej, men også samtidig øm og rørende".
Bag serien står instruktør Per Fly og hovedforfatter Jeppe Gjervig Gramat, og de har komponeret et spændende første afsnit, mener Berlingskes Kristian Lindberg.
- Allerede nu ved man, at "Bedrag" bliver en serie, man er nødt til at følge. Realisme, følelser, spænding - det hele balancerer til perfektion, skriver han og giver seriepremieren fem ud af seks stjerner.
Samme begejstring er at finde hos Karen Dyssel fra Kristeligt Dagblad.
- Allerede i første afsnit formår "Bedrag" nemlig at iscenesætte vores samfunds forfald i jagten på overfladiske værdier bygget op omkring troværdige karakterer, der spiller autentisk i alle miljøer, skriver hun og giver seriepremieren fire ud af seks stjerner.
Dog mener anmelderne hos både Politiken og Ekstra Bladet, at seriens første afsnit havde lidt for travlt, hvilket gjorde premieren "gumpetung" og "snublende".
- Der bliver kastet godt med snører ud i første afsnit af "Bedrag". Og det betyder desværre, at det indledende afsnit virker lidt gumpetungt, skriver Politikens Henrik Palle.
- Generelt må man sige, at "Bedrag" virker mere end lovende, men at pilotafsnittet ikke for alvor rammer rent, skriver han og giver fire ud af seks hjerter, hvilket er en tand mere end Ekstra Bladet, der kun vurderer seriens første afsnit til tre ud af seks stjerner.
- Desværre kom DR's nyeste satsning "Bedrag" lidt snublende fra start trods de dygtige kræfter bag, skriver Henrik Queitsch.
/ritzau/