Ganske uventet blev anden runde endestationen for Carsten Mogensen og Mathias Boe i badmintonturneringen All England.
Den tredjeseedede danske duo lagde planmæssigt fra land mod indoneserne Markis Kido og Gideon Markus Fernaldi og bragte sig foran 12-5 i første sæt, men herefter faldt danskerne helt sammen.
Indoneserne vandt kampen 21-18, 21-12 i løbet af 33 minutter.
Og dermed er det allerede i anden runde slut med dansk deltagelse i herredouble. Også de to øvrige danske herredoubler fik klø torsdag.
Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding tabte efter tre tætte sæt og en lille times spil til Taiwans Lee Sheng Mu og Tsai Chia-Hsin.
Danskerne tabte første sæt klart med 13-21, men kom ovenpå i andet sæt, som blev vundet sikkert 21-16. I tredje sæt blev danskerne distanceret midt i sættet, men kæmpede sig tilbage til 18-18, hvorefter de tabte tre bolde og sættet med cifrene 18-21.
Også Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup Sørensen er færdige, parret tabte stort i anden runde. Sydkoreanerne Ko Sung Hyun og Shin Baek Choel vandt med suveræne 21-8, 21-8 på blot 28 minutter.
Flere danskere skal i aktion senere torsdag.
/ritzau/